Jeg havde en plan, men…

”Lær mig at kende dine veje og gå dem trøstigt skridt for skridt”.

Det er ikke for at skulle lyde from, men denne sætning har fyldt i mine tanker i den sidste uges tid.

For en uge siden gik jeg rundt i Nigeria og lagde planer for, hvad jeg skulle bruge min sidste måned til. Jeg var i hvert fald sikker på, at jeg ville nyde den i fulde drag og suge alle de indtryk ind, som det var mig muligt. Der var så meget jeg gerne ville. Jeg ville nyde mine elever, lære dem at kende endnu mere og få dem til at smile og være glade, mens de var i skolen gennem musikundervisningen. Jeg ville lære og opleve noget mere af Nigeria for at lære om en kultur og livsholdning, som ligger så langt fra den danske, og som jeg kunne blive og allerede var inspireret af. Jeg ville bruge tid på at vænne mig til at tanken om at skulle tilbage til Danmark, som er så anderledes end Nigeria, og jeg ville bruge tid på at sige farvel til de mennesker, som jeg var kommet til at knytte mig til, for det vidste jeg ville blive umådeligt hårdt. Men tirsdag formiddag ændrede det hele sig pludseligt!

Jakob fra Mission Afrika – fra Danmark – ringede til os. Over medhør fortalte han os, at det var blevet besluttet at vi skulle sendes hjem alle sammen, uanset om vi skulle være hjemme 1. maj eller 1. juni. Tårerne strømmede ned af mine kinder, mens Jakob fortalte, at det var fordi valget igennem hele april måned havde skabt en usikker situation for os. Jeg forstod slet ikke, at det allerede var tid til at sige farvel. ”Hvorfor?” blev ved med at poppe op i mit hoved, for det var så meget, jeg ikke havde nået endnu. I løbet af dagen blev jeg fyldt af en tomhed indeni, for hvordan i alverden skulle jeg nå at få sagt farvel til dette land, som havde været mit hjem i 3 måneder, og som jeg havde forventet at have en måned ekstra i, på en dag? Hvordan skulle jeg nå at omstille mig? At se hvordan mine nigerianske venner reagerede på, at vi allerede skulle hjem, var hårdt, og det berørte mig dybt. Jeg har fået så meget af dem, smil, diskussioner og samvær, og se at de også synes at have fået noget igen var stort! Ikke at have dem omkring mig, kommer jeg virkelig til at savne, for de har med deres livsglæde skabt glæde i mit liv, og de har lært mig en masse om livet.

At vi skulle hjem kom som et chok for mig, for selvom jeg vidste at der skete nogle uhyggelige ting i nabostaterne, og at der også en enkelt gang havde været lidt uroligheder i det område vi boede i, havde jeg ikke på noget tidspunkt følt mig i en farlig situation. Derfor var jeg og de andre volontører slet ikke forberedt på, at dette kunne ske. Men jeg ved også, at Mission Afrika kender mere til de politiske og religiøse spændinger, som er i Nigeria, end jeg gør, og derfor vil de ikke risikere, at der skete os noget. Jeg må alligevel bare indrømme, at jeg ærgrer mig meget over, at jeg ikke kunne færdiggøre mit ophold i Nigeria, og det at skulle rejse fra landet som vi kom til, har skabt et hul i mig, som bliver svært at fylde igen.

        

Udover at det selvfølgelig har været dejligt at se de mennesker, som jeg har savnet i tre måneder, så er det mærkeligt at være tilbage i Danmark. For pludseligt kan man tage et varmt brusebad, få rugbrød, drikke et glas koldt mælk og få ordentlig kød. Men selvom det er ting, som jeg har savnet, så betyder det ingenting, når jeg i stedet kunne sidde i Fulanihuset, for jeg føler ikke, at jeg er færdig med Nigeria, med at udfordre mig selv i Nigeria og blive udfordret af nigerianerne.  

Nu tilbage til citatet af begyndelsen af denne blog. Dele af min sjæl er nok stadig i Nigeria, det kan jeg ikke lyve om, og det vil tage lang tid før at jeg kan få min sjæl hel igen, men jeg bliver nødt til at tro på, at der er en mening med at jeg skulle hjem nu, selvom jeg ikke kan se det. Men jeg bliver nødt til at stole på, at der er en vej for mig at gå her i Danmark!

    

Nigeria har sat sine spor i mig, og jeg har så meget at takke for: Jeg har lært meget om mig selv, om andre mennesker, om en anden kultur langt væk fra min egen, om dialog, om forskellighed, om at være en kirke, om glæde, om at stole på Gud, om fællesskab, om at tage imod, om musik, om at der nogle gange ikke skal så meget til før det kan glæde, om at savne, om at holde af, om samarbejde, om at tage en udfordring op, om at give, om ikke at opgive og om at møde mennesker. Det er svært at sætte ord på alt det der er sket, men det bedste ord, der beskriver det hele er tak!

Na gode (TAK) Nigeria, jeg håber, at jeg er jeres tillid værdig!    

Feltarbejde, den første regn, påsken og farvel!

Så er der nyt at berette her fra Nigeria. Dog har vi den sidste uge brugt meget tid i huset p. g. a. præsidentvalget. Men vi har nydt tiden sammen og har nydt at der ikke har stået meget på programmet, selvom at jeg selvfølgelig savner mine elever, da det er over 1,5 uge siden, at jeg så dem sidst. Det er desværre en af konsekvenserne ved at være i et land som Nigeria, hvor et demokratisk valg er så nyt, men det er meget lærerigt at opleve problemerne på så tæt hold.

Med sygeplejerskerne på job:

Sidste søndag var jeg så heldig, at jeg fik lov til at komme med vores to sygeplejersker på job. De skulle sammen med compoundens sygeplejerske, Vera, ud til en fattig landsby 2,5 times kørsel fra Mbamba, hvor de skulle diagnosticere og behandle befolkningen i området. Det var noget af en oplevelse! Da vi kom frem flokkedes mennesker omkring vores lille bus allerede klar til at få medicinsk hjælp. Men først skulle der stilles op med borde og stole under den frie himmel i skyggen af et stort træ, og bagefter skulle medicinen gøres klar. Imens sad flok pænt og ventede. Da sygeplejerskerne skulle i gang, stillede mænd og kvinder op i hver deres række, og jeg blev bedt om at tage temperatur og blodtryk på de patienter, som skulle undersøges. Så pludselig blev jeg og de tre andre volontører, der også var med, en hjælpende hånd i diagnosticeringen af patienterne. Det var en god fornemmelse af kunne være med til at hjælpe, selvom det kun var en smule.

Ved at tage ud med sygeplejerskerne på den måde, fik jeg set nogle meget grænseoverskridende ting, der har gjort stort indtryk på mig! Blandt andet så jeg to kvinder ligge op af et træ, imens de begge fik drop, og jeg så et lille barn, der havde forbrændinger over hele kroppen. Det var beroligende at se hvor professionelt Vera, og de to andre sygeplejersker tog situationerne. De er alle tre meget dygtige og især Vera har heldigvis en meget stor erfaring med feltarbejde som dette. Jeg må tage hatten af for vores to danske sygeplejersker, fordi at arbejdet hernede er meget anderledes end i Danmark. Derhjemme er de vant til at kunne foretage en masse prøver og undersøgelser, før de kommer med en diagnose, hernede har de kun mulighed for symptombehandling, og det klarer de ud fra min ufaglige vurdering rigtig godt. Det var en rigtig spændende og lærerig tur, som bestemt er en oplevelse, jeg vil tage med mig til Danmark.       

    

Den første regn:

Søndag aften, da vi var kommet hjem efter at have været med sygeplejerskerne, begyndte det pludselig at blæse kraftigt. Det var vidunderligt, fordi her ellers bare har været meget varmt og meget vindstille! I dagene op til søndag havde vejret været så trykkende, så vi svedte, som havde vi løbet en maraton i 40 graders varme, uden at gøre andet end at sidde stille på en stol. Pludseligt ude i det fjerne begyndte der en stille buldren, som rykkede sig tættere og tættere på. Og håbet for at regnen ville komme blussede op i os alle sammen. Et par minutter efter de første stille lyde af buldren, råbte Tine ude fra terrassen, at de første dråber begyndte at falde. Vi løb alle ud på terrassen, og pludselig kom regnen væltende ned over os, og lynene bragede og tordnede lige over vores hoveder. Vi jublede alle og fjollede drivvåde rundt ude i regnen for at nyde at det for en gang skyld ikke var ulideligt varmt!

Da regnen stoppede igen senere på aftenen, kunne vi nyde duften af nyfalden regn og den friskhed, der følger med den duft. Det var virkelig tiltrængt, og vores nattesøvn den nat var helt fantastisk, fordi det blæste så dejligt ind på vores værelser! Jeg tror aldrig, at jeg har været så glad for regn før! En af de vidunderlige konsekvenser af regnen har været, at vi nu er begyndt at se græsstrå titte op rundt omkring, og at træerne lige så stille er begyndt at få knopper på. Det er en dejlig afveksling i forhold til at alt har været så tørt hernede frem til nu!  

Påsken i Nigeria:

Skærtorsdagsaften havde vi en dansk gudstjeneste i Mette - og Alexs have. Det var intimt, fordi vi kun var os 10 volontører og Alex, og jeg må indrømme at efter 3 måneder med mange hausa gudstjenester, var det dejligt at vænne lidt til bare til den danske liturgi igen. Hernede er der eksempelvis kun nadver en gang om måneden, mens der til hver gudstjeneste er offergang i stedet, så nadveren har jeg savnet meget. Hver volontør havde fået sin egen lille opgave i løbet af gudstjenesten, og det var rigtig hyggeligt, at vi alle var en del af det.

Alex holdt en prædiken om fællesskab på forskellige måder. For fællesskab har haft en stor betydning for os alle hernede, ikke kun i huset, men også at opleve fællesskabet mellem nigerianerne. For i Nigeria er fællesskabet af en helt afgørende betydning for det enkelte individ. Uden at have et fællesskab kan det være svært at overleve, så man vil gøre rigtig meget for at opretholde et godt forhold til sine venner hernede. Samtidig går man meget op i hinandens liv på en positiv måde, hvor man interesserer sig for, hvordan den enkelte har det. Det har været meget inspirerende at se, hvor stærkt et fællesskab kan være hernede. Og selvfølgelig er denne fællesskabsfølelse rigtig stærk i det kristne fællesskab hernede, hvor man mødes i kirken mange gange i løbet af en uge, og det synes jeg er en interessant vinkel at have på det at være i et kristent fællesskab. For i det kristne fællesskab kan den enkeltes fællesskab med Gud også blive styrket meget!

Efter gudstjenesten mødtes vi i Fulanihuset for at spise en lille påskemiddag sammen i vores lille danske fællesskab, og det var rigtig hyggeligt at have sat en aften af til at kigge hinanden lidt i øjnene og grine sammen.

Skærtorsdag i Nigeria var for mig en dag, hvor fællesskab med udgangspunkt i indstiftelsen af nadveren på forskellige måder var sat i fokus, og var det jeg reflekterede over.  

Langfredag startede med endnu en gudstjeneste. Denne gang var det en hausa – gudstjeneste på BLS, så der var derfor ikke meget af prædiken jeg forstod. Men heldigvis læste vi om korsfæstelsen i alle fire evangelier, så der var stadig en masse at reflektere over. Selvom at det var en langfredagsgudstjeneste var der nogle musikalske indslag (for jeg er jo trods alt i Nigeria), især et af dem gjorde stort indtryk på mig. Det var tre unge mennesker, der trestemning sang en salme på hausa. Selvom jeg ikke forstod teksten, berørte det mig meget, det var virkelig smukt og deres sang meget nærværende. Stemningen passede utroligt godt ind i en langfredagsgudstjeneste, så det var virkelig rørene.

Påskesøndag var en rigtig festlig dag. Ingen tog vi til gudstjeneste her på BLS, og denne gang var den på engelsk. Jeg synes faktisk, at det er en af de bedste gudstjenester, jeg har været til, da der bare var glæde, masser af sang og en god forkyndelse. Sygeplejersken Vera sang en sang til os, fordi der er nogle af volontørerne, der rejser her på torsdag, og at det derfor var deres sidste gudstjeneste i Nigeria, vi blev alle meget rørte, da det endte med at hele menigheden sang med og dansede og gav sig hen i sang. Det var rørene at mærke at mærke, at vores tilstedeværelse betyder noget for folk, og at vi har fået venner her. Det er jeg så taknemmelig for!

Bagefter var det vores tur til at synge en sang, da vi gerne vil sige ordentlig farvel til vores menighed hernede. (Jeg er her stadig til 1. juni, men da der er nogle der tager hjem ville vi gerne sige ordentlig farvel sammen!). Først sang vi den engelske lovsang ”We wanna see Jesus lifted high”, og bagefter sang vi ”Jeg løfter mine øjne til bjerget”, som vi også havde sunget på vores volontørkursus. Sophie sang solo, mens vi andre sang kor.

Da det var påskesøndag, var der rigtig mange mennesker, der havde valgt at synge en sang, for at fejre at Jesus er stået op af graven, og det var super festlig og glædeligt. Den nigerianske kirke forstår at fejre den begivenhed til fulde, så jeg kunne ikke være andet en glad, da jeg gik fra kirke!

En begivenhed skal der nævnes i forhold til anden påskedag. Kl.6.30 vågnede vi alle til lyden af trommer og sang lige uden for vores vinduer. Da vi kiggede ud så vi, at det var børn og unge her på compounden, som ville sprede det glædelige budskab om, at Jesus er opstået fra graven. De dansede og sang højlydt, og det var rigtig hyggeligt, selvom det var en overraskelse.  

  

Farvelfest:

Påskesøndag efter gudstjenesten havde vi inviteret til en farvelfest. Der kom ca. 50 mennesker, og det var super hyggeligt at få sagt ordentlig farvel til mennesker, som vi er blevet knyttet til hernede. Selvom det at skulle sige farvel til nogle selvfølgelig ikke er sjovt.

Vi havde forsøgt at lave et dansk kaffebord med boller, pandekager og lidt andet guf. Uanset hvad vi i vores ophold har forsøgt at servere for nigerianerne, har de synes at dansk mad er meget sødt, og kaffebordet var ingen undtagelse, men de synes alligevel, at det var lækkert.

Det at skulle sige farvel til nogle mennesker sætter tankerne i gang. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har været så heldig at møde så mange fantastisk mennesker hernede, som har lært mig rigtig meget. Deres liv er ikke altid lige let, men alligevel er deres livsglæde så smittende og deres omsorg så stor. De har lært mig meget, og de er altid klar med en hjælpende hånd. Der er ingen tvivl om, at når jeg lander i Danmark om lidt over en måned, er der nogle mennesker, som jeg virkelig kommer til savne og at sige farvel til dem for alvor bliver meget svært!

Efter snart tre måneder i Nigeria kan jeg begynde at kigge tilbage på en masse fantastiske oplevelse, som absolut har gjort mig en masse erfaringer rigere. Jeg glæder mig og ser frem til, hvad den sidste måned hernede vil byde på at oplevelser og udfordringer, men en ting ved jeg, jeg vil forsøge at suge alle de indtryk ind af Nigeria, som jeg kan, og forsøge at nyde hvert et øjeblik, før det er for sent.

Jeg ønsker jer alle derhjemme en rigtig god påske og sender jer mange tanker!    

  

En hverdag i april...

Det er en varm morgen! Klokken er lidt i otte og bussen med mig og 3 andre volontører drejer ind på området, hvor Domkirken i Jimetra ligger. Straks løber eleverne bussen i møde klar til at tage vores tasker og andet grej, som vi skal bruge til undervisningen. I dag har eleverne deres eget tøj på i stedet for skoleuniformerne, fordi skolen i virkeligheden har lukket p. g. a. ferie. Det gør stemningen mere uhøjtidelig, og det er rigtig hyggeligt. Disse elever ønsker virkelig at lære noget, for de har valgt at sige ja tak til et undervisningstilbud i deres ellers lange ferie, og det er et godt udgangspunkt. Lige så snart døren i bussen åbner lyder råbende: ”Goodmorning Auntie!”, mens eleverne kæmper om at give kram til os alle. Efter at have hilst godmorgen til eleverne, beder jeg en af dem om at hjælpe mig med at hente et keyboard i kirken, hvorefter at vi i fællesskab for båret det over til et klasseværelse, som ligger lige ved siden af.

Som ofte er der ikke så mange elever kl. 8, men de kommer dryssende, og efter en halv time er vi som regel fuldtallige (22 elever). Jeg har affundet mig med, at tingene går efter ”african time”, så min tålmodighed bliver ikke sat så meget på prøve mere, som den gjorde i starten.

Vi starter undervisningen med en af de sange, som vi sammen har fået indøvet, og eleverne giver den heldigvis fuld gas. Der bliver trommet på bordene og danset på allerbedste afrikanske manér. Bag efter går undervisningen i gang. I dag har vi om musikteori. Nigerianerne kender ikke noget til noder, notering af rytmer eller musikhistorie, så der er nok at tage fat på. Det første emner, som vi arbejder med er noder. Der bliver opsummeret fra sidste teoritime, som handlede om nodesystemer og C-dursskalaen. Derefter arbejdes der med D – og E dursskalen. Det er lidt svært at forstå, at man kan sætte # foran noderne, så man i stedet for de hvide tangenter skal bruge de sorte tangenter på klaveret. Men efter et stykke tid og en masse intens lytning til skalaerne spillet på klaver, har de fleste vist fanget pointen. Så er der 10 minutter pause.

I pausen finder vi min computer frem og finder noget østeuropæisk musik frem. Det er spillet af bandet ”Boban Marko I Markovic Orkestre”, og endnu engang bliver der danset og trommet til den store guldmedalje. Eleverne forsøger at lære mig at danse på afrikansk manér, men det ender med at eleverne står i en rundkreds omkring mig og griner højlydt – så der går nok en rum tid, før jeg har fået lært det. I hvert fald skaber det smil og grin hos eleverne, så noget godt har det da gjort!

Efter pausen er det tid til at lytte til musik igen spillet af Boban Markovic. Eleverne får besked på at ligge mærke til hvilke instrumenter, der bliver spillet på samt at sætte ord på, hvad de tænker på, når de hører musikken. Eleverne har heldigvis hørt mange af de instrumenter, som orkestret spiller på, så kan jeg som lærer ikke lade være med at blive en smule stolt og glad. Den anden opgave, som de har fået stillet, er straks langt sværere for dem, da de ikke er så vant til at få stillet opgaver, hvor de skal bruge deres kreativitet og fantasi. Lidt overraskende for mig kommer der alligevel en del gode bud: Fuldmånefesten i Grækenland og Israel, dans, fest, bryllup, musik, sang og parade. En af eleverne har sågar på eget initiativ tegnet, hvad han kom til at tænke på, da han hørte musikken. Vi snakker om, at når man arbejder med musik, så bruger man sin kreativitet og fantasi, fordi musik skal beskrive en historie eller følelser, selvom det nogle gange er uden ord.

Nu er fællesundervisningen ved at være slut, men før undervisningen slutter helt skal der lige synges en anden sang, og fordi der denne gang er flere elever i klasselokalet er der endnu mere gang i den end fra morgenstunden.

Det er blevet tid til soloundervisning. Desværre er klaveret løbet tør for batteri, så jeg løber ud sammen med min elev Apollos, for at finde et sted at købe batterier. Heldigvis ligger der en lille fotohandler lige ved skolen, så efter 10 minutter er jeg klar til undervisningen. Den første elev skal øve klaver. Han er en af de store drenge, som har spillet klaver før, derfor udfordrer jeg også ham mere, end jeg udfordrer de andre. Sammen får vi skrevet tonerne ned, for den melodi vi øver, og det er dejligt at opleve, at han gerne ville presses til at lære noderne bedre at kende. I næste time er det blevet Apollos tur. Han har fået lov til at blive undervist, fordi en anden elev er blevet syg. Han er kommet senere ind i klassen, så sammen får vi øvet de sange, som han ikke kender endnu. Jeg lærer ham også noget af den sangteknik, som resten af klassen har lært. Han må siges at være en dreng, der lever sig fuldt og helt ind i musikken, og det er fantastisk at opleve et barn lukke sig helt ind i sin egen verden, når han synger.

Efter to solotimer er det blevet tid til at pakke sammen og køre hjemad mod Mbamba. Her får jeg spist en hurtig frokost, før jeg løber op i computerrummet for at undervise de præstestuderende i computer. Som sædvanlig er der kun dukket en elev op, da timen starter, men efterhånden dukker der flere op. Desværre bliver vi ikke fuldtallige, men det får mig bare til at bruge ekstra energi på de elever, som er der. Indimellem alle computertermerne får vi os også nogle hyggelige snakke, og jeg får mulighed for at lære nogle ekstra hausagloser – så jeg nyder at jeg også at kan lære noget, imens jeg lærer fra mig.

Klokken fem slutter undervisningen og efter en travl arbejdsdag er det blevet tid til at vænne hjem til Fulanihuset, hvor jeg kan se frem til en aften, hvor vi får besøg af en sælger, der har en masse afrikanske antikviteter med sig. Han kalder sig selv Mr. Cheap Cheap, men det skal man tage med ophøjet ro. Han starter ofte med en skyhøj pris, som man så skal prutte ned, men efterhånden er jeg ved at blive helt god til at prutte om prisen, så der kan gå helt konkurrence i det.

Jeg kan se tilbage på en meget begivenhedsrig dag fyldt med en masse dejlige smil. Jeg nyder mine elever meget, og nyder at jeg kan undervise dem i lidt friere rammer. Det er en udfordring for mig, at jeg underviser i et fag, som jeg ikke kan få materialer i, men indtil videre har jeg heldigvis en masse idéer, som vi kan arbejde med. Ellers er det skønt at få mulighed for at komme lidt tættere på de elever, der har valgt skolen til i ferie, for jeg lærer en masse glade og livgivende børn at kende, og de lærer mig noget om Nigeria og kulturen i Nigeria. Det er jeg meget taknemmelig og ydmyg overfor!     

         

                                                               

Halvvejsopdatering!

Endnu engang er det blevet tid til et blogindlæg om mit liv og min hverdag i Nigeria. Tiden går så hurtigt, og det overrasker mig, at jeg snart har været her halvdelen af den tid, som jeg skal være her i! Jeg er fyldt af en masse indtryk, oplevelser og følelser, som kan være svært at skrive ned og give udtryk for, men jeg håber alligevel at mit blogindlæg kan give et lille indblik i mit liv hernede.

Arbejde:

Som altid er der en ny opdatering omkring mit arbejde hernede, og idet at jeg er med i et pilotprojekt, kan man ikke undgå at der sker forandringer hele tiden. Det er noget, som jeg tager som en udfordring og noget, som jeg lærer rigtig meget af!

I hele april måned er skolerne lukket, fordi der er præsidentvalg i Nigeria. Det har også betydet at jeg og alle de andre volontører har måttet ændre vores arbejdsopgaver for april måned, da vi ikke kan fortsætte vores almindelige arbejde med undervisning. For mig har det medført at hele april måned står i musikkens tegn. Jeg har heldigvis stadig kunne få lov til at arbejde gennem katedralskolen, hvor vi (mig og de to andre volontører som jeg arbejder sammen med) tilbyder undervisning i ferien. Det er selvfølgelig frivilligt om eleverne har lyst til at komme, men det virker til at interessen er stor! Det må siges at være noget anderledes end i Danmark, hvor jeg ikke tror at der vil være mange elever, som frivilligt ville komme i skole i deres ferier. Jeg er rigtig glad for at arbejdet kan fortsætte på katedralskolen, da jeg kender stedet og kender børnene, og det gør, at undervisningen forhåbentlig kan gøre mere gavn, fordi børnene og jeg er trygge ved omgivelserne og forhåbentlig er vi også tillidsfulde overfor hinanden. Jeg skal undervise i solosang, og soloklaver to dage om ugen. To dage om ugen skal jeg undervise i kor/ band, og to timer om ugen skal jeg undervise koret og bandet i musikteori. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med det nye arbejde, og jeg håber at den næste måned må blive en måned med en masse smil og glæde hos eleverne.

Ellers fortsætter jeg også min computerundervisning her på BLS (Brønnum Lutheran Seminary) og fortsætter mit arbejde i landsbyen Mbamba Out om fredagen sammen med de andre volontører!

Ganye:

Sidste weekend tog alle ti volontører, Alex (missionær her på compounden sammen med sin kone Mette) og vores nigerianske medarbejder Bakan, mod Bakans hjemby Ganye, der ligger sydvest for Yola. Her skulle vi vises rundt i Bakans barndomsby, og lørdag skulle vi til bryllup hos en af de studerende på BLS i byen. Vores planer blev dog ændret, da vi fandt ud af at brylluppet slet ikke var i byen, men i stedet et helt andet sted. Heldigvis nåede vi at gå en tur i byen fredag aften, hvor Bakan sammen med sin forlovede og sin barndomsven viste os rundt. Vi så byens store moské, der er en meget overdådig bygning, og så en lille smule af den indre del af byen. Lørdag pakkede vi vores ting sammen, og før vi kørte mod brylluppet, tog vi på høflighedsvisit hos Bakans familie og hos biskoppen i Ganye. Det er en del af den nigerianske kultur, at man ganske kort tager på besøg hos nogle af de mennesker som man på den ene eller anden måde har en fjern tilknytning til, før at man tager afsted, og det var ganske hyggeligt at besøge Bakans familie og ærkebiskoppen.

Efter at have forladt Ganye og en køretur på over to timer nærmede vi os det nigerianske bryllup. Vi havde troet, at vi skulle til et stor by bryllup, men der tog vi fejl. Det sidste stykke før vi nærmede os brylluppet var på nogle meget ufremkommelige veje. Det var faktisk lige før vi ikke kunne komme ud til den lille landsby, fordi en af bilerne ikke kunne klare terrænet, men efter at passagererne var gået ud af bilen og i stedet gik mod landsbyen, klarede den lige skærene. Brylluppet skulle foregå i en ganske lille landsby, som kun bestod af en masse lerhytter, så det var en stor oplevelse for mig. Faktisk havde vi, før vi kom til landsbyen, allerede kørt igennem to andre små landsbyer, og vi troede ikke vi kunne komme længere ud på landet, men det viste sig at være mulig. Kirken i byen var en ganske lille og simpel bygning midt i byen, men det lagde jeg knapt mærke til p. g. a. alle de mennesker som stod ved kirken i deres allerflotteste tøj. Vi blev vist ind på nogle af de forreste pladser, og derefter begyndte brylluppet. Først startede musikken, som jeg vil beskrive som reggae – lovsang. Derefter kom alle de mange brudesvende ind efterfulgt af brudgommen, alle dansede helt vildt og var rigtig glade! Så var det blevet brudepigernes tur, de dansede også, og de var ligesom brudesvendene efterfulgt af bruden, der ikke som jeg forventede kom gående smukt op af gangen, men i stedet var den af dem alle der dansede allermest. Det var rigtig festligt og livligt at hele kirken dansede og var glade på brudeparrets vegne. Da brudeparret var blevet gift, var der forskellige grupper fra kirken, der optrådte for dem med sang og dans. Under hele gudstjenesten og til den efterfølgende fest gik de indbudte gæster hen til brudeparret og kastede penge ud over dem, for at ønske dem et velsignet ægteskab. Selv oplevede jeg også at vi fik kastet penge ud over os, da vi skulle give brudeparret deres gave. Det var en noget mærkelig men også meget sjov oplevelse. Nogle få af os fik også klistret penge fast til panden, som de fik til at side fast, fordi vi svedte så meget, det var i hvert fald sjovt og underholdende, og jeg tror faktisk godt jeg ville kunne vænne mig til at få kastet penge ud over mig, hvis jeg vidste, at det var penge, som jeg kunne beholde. Det var dejligt og livgivende at få lov til at være med til et så festligt nigeriansk bryllup, hvor det virkelig er en fest og glæde at blive gift med hinanden!

Yankeri:

I denne weekend har vi været en tur til den eneste rigtige turistattraktion i Nigeria. Det er en naturpark kaldet Yankeri. Efter at vi have fået vores værelser (hvor der var aircondition, det er vi ellers ikke vant til!), fandt vi meget hurtigt ned til ”Wiki warmspring”. Den smukke natur nede ved kilden overvældede mig. Vandet var for det første helt gennemsigtigt og blåt. For enden af kilden var der en høj klippe, og på den modsatte side af trappen ned til kilden, var der den smukkeste grønne og frodige skov. Vi er slet ikke vant til at se noget frodigt natur, fordi det er den tørre årstid i Nigeria, så det var dejligt og forfriskende at se noget, der var så frodigt! Vandet var kropstemperatur, og det var skønt at kunne blive kølet lidt ned!  

Noget som er kendetegnede for Yankeri er, at bavianerne kommer rigtig tæt på de hytter, som man bor i, fordi de ved at der muligvis er mad at finde. Derfor oplevede jeg sammen med to andre volontører, at vi forsøgte at låse vores dør til værelset op, og pludselig stod der en stor bavian lige bag os, som ventede på at kunne komme med ind på vores værelse for at finde mad. Vi fik et kæmpe chok og vi løb, alt hvad vi kunne hen til vores chauffør Bulus, fordi han kunne skræmme den væk. Bavianerne har ingen respekt for kvinder, så Bulus kastede et par sten efter den – ellers er det kun slangebøsser som de respekterer. En lidt ubehagelig oplevelse da bavianerne godt kan blive lidt aggressive, hvis de tror at man har noget mad, som de gerne ville have. To af de andre volontører oplevede også, at en bavian kom ind på deres værelse, så de fik sig noget af en overraskelse!

Lørdagen stod på badning i kilden og en safari tur! Da vi var 13 mennesker måtte vi leje to biler, desværre var jeg ikke i den heldige bil. Dem i den anden bil var så heldige at se elefanter forholdsvist tæt på – lidt misundelsesværdigt må jeg indrømme! I stedet så jeg vandbukke, aber, bavianer, krokodiller og et dyr der lignede en hjord med et meget aflangt ansigt, desværre kender jeg ikke navnet.

Søndag morgen kl. 6 var jeg ude at bade i kilderne igen sammen med de morgenfriske volontører. Vi måtte dog skræmme bavianerne væk fra kilden, fordi de ellers højst sandsynligt ville begynde at stjæle vores ting. Vi skulle også lige på en sidste safari, da vi kunne være heldige at se elefanter, men heldet var ikke med os, til gengæld fik vi nydt den afrikanske savanne. Det var stadig en god afslutning på en rigtig dejlig weekend, som vi alle har nydt rigtig meget.

Hvis man er i tvivl, så har jeg det rigtig godt. Jeg nyder alle de oplevelser, som jeg får lov til at være en del af, og jeg nyder også, at hvis jeg møder modgang så er det en modgang, som jeg kan lære noget af. Der er en masse udfordringer ved at være i et så anderledes land end Danmark både på godt og ondt, og det hele er noget, som jeg kan tage med mig i bagage fremover. Der er også ved at være opbygget nogle savn til Danmark, savn til venner og familie og savn til hverdagen, men jeg finder en stor tryghed i, at jeg får lov til at opleve alt det, når jeg kommer tilbage til Danmark. Hernede får jeg så meget andet, jeg oplever glæden i hverdagen på en helt ny måde, for selvom Nigeria er et land med mange problemer, så er befolkningen et af de gladeste mennesker i verden. Det tror jeg nu, der kan være nogle forskellige grunde til, og det hele er ikke kun positivt, men det er dejligt at blive mødt med smil og varme uanset, hvor jeg går hen. Jeg oplever at kirken er et stærk fællesskab og jeg oplever at taknemmeligheden kan findes i de helt små ting, som man gør! Der er så meget, som berører mig dybt, og det er der, hvor det at volontør virkelig kommer til at betyde noget!     

En masse oplevelser rigere!

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg lagde et blogindlæg ind sidst, men desværre har vi været uden internet hernede i et stykke tid nu. Man lærer at væbne sig med tålmodighed og se glæderne i, at det at gå på internettet ikke længere er en overspringshandling men et privilegium, når man er i Nigeria.

Eftersom at det er et stykke tid siden, at jeg har skrevet om mit liv hernede, vil denne blogs længde nok virke uoverkommelig, men jeg håber at I alligevel vil finde det spændende at læse om mine oplevelser og erfaringer ved at bo i Nigeria!

Arbejdet:

Min hovedopgave er stadig arbejdet på katedralskolen i Jimetra. Der er dog kommet en arbejdsopgave mere. For udover arbejdet i nursery – klasserne, hvor jeg underviser i musik, og undervisningen i specialklassen i kreativt engelsk og kreativt matematik, er jeg så privilegeret, at der blev mulighed for at jeg kunne undervise specialklassen i musik, både i praktisk brug og i teori, og den udfordring er jeg meget taknemmelig for. Det er dejligt at få lov til at undervise i noget, som jeg selv har en stor passion for og glæde over, og indtil videre virker eleverne til at være rigtig glade for det ekstra fag i skemaet.

I næste uge begynder jeg to eftermiddage om ugen at undervise på BLS (Brønnum lutheran Seminary: Præsteskolen, der ligger på vores compound). Her skal jeg undervise de præstestuderende i computerbrug. Selvom jeg ikke ser mig selv som den store mester, når det handler om at bruge en computer, er der helt klart behov for, at de studerende får undervisning i, hvordan man kan søge information på nettet, og hvordan man bruger Microsoft Word, så de kan lave deres opgaver på computere i stedet for i hånden. Selv synes jeg, at det bliver spændende at starte arbejdet op, og se hvor langt vi kan nå at komme på 2,5 måned!

Convention:

I slutningen af februar havde LCCN (Lutheran Church of Christ in Nigeria) deres årlige kongres, og selvfølgelig skulle vi med både lørdag og søndag af stævnet. Lørdag tog vi derud for at se pladsen, hvor det hele foregik. Det var både fascinerende og noget anderledes, at så mange mennesker (ca. 25.000 – 30.000) kunne bo på en græsmark uden rigtige telte, uden ordentlige toiletforhold og uden alt muligt andet, som vi tager som en selvfølge i Danmark. Det var i hvert fald anderledes end et årsmøde, som vi kender til det fra Danmark. Til gengæld er det også det, som fascinerer mig. For de forskellige familier kommer til kongressen med nogle ganske få ting, ligger deres sovemåtte ud på jorden, sætter deres sejl op, så de har en skyggeplads, og så lever de uden problemer på det lille kvadrat i mange dage, mens convention står på. Vores nigerianske medarbejder, Bakan, viste os rundt på pladsen og introducerede os bl.a. for retten stegt græshoppe! Rent personligt synes jeg, at smagen af græshoppe ikke er den værste, til gengæld var skallen fra den noget svært at synke, men efter lidt tid var græshoppen spist med skal og hoved, og det var i hvert fald en god kulturelt oplevelse!

Søndag skulle vi igen ud på convention for at deltage i gudstjenesten, som blev afholdt. Den startede kl. 8.00 og sluttede igen kl. 13.15 og ikke mindst var den på hausa, så der var ikke meget der skete, som jeg forstod. Selvom jeg må indrømme at min tålmodighed blev sat på en prøve, var det alligevel en festlig gudstjeneste, hvor bl.a. en biskop skulle indvies til embedet, og det er ikke lige hver dag, at det sker. Ellers blev hele gudstjenesten startet ved en stor parade. Boys brigade (drengespejderen) førte an, men også womens fellowship, kor, præster, præster, der skulle ordineres, biskopper og ærkebiskoppen gik med. Det var et utroligt smukt syn, da de ankom til pladsen, hvor gudstjenesten skulle holdes. Under gudstjenesten var vi også så heldige, at vi fik en smagsprøve på korsangen, og det var en oplevelse!

Fritidsinteresser i Jimetra:

For en uges tid siden var vi blevet inviteret ind til katedralen i Jimetra. Her havde vi mulighed for at se, hvad de forskellige grene af kirken lavede, og vi fik mulighed for at se, om nogle af tingene var noget, som vi muligvis ville engagere os i. Vi så både Girls Brigade og Boys Brigade øve til parade. Hos Boys Brigade blev vi bedt om, at gå med i deres parade, men det så slet ikke lige så yndefuldt ud, som når spejderne gør det hernede. Vi mødtes også med gospelsingers, womens fellowship og deres klassiske kor i kirken. Det var interessant, sjovt og lærerigt at se, hvordan en kirke i Nigeria fungerer. For ligesom alt andet hernede er det meget forskelligt fra Danmark. For det første så bruger man meget af sin fritid omkring sin kirkes aktiviteter, derved bliver man også meget engageret i sin menighed. For det andet mødes man nogle gange om ugen i de forskellige grupper. Udfra min opfattelse er der flere årsager til dette. Den mest åbenlyse og positive grund er selvfølgelig, at man gerne vil være en del af den kirke, som man kommer i. Men udover det har Nigeria ikke så mange forskellige fritidsinteresser at byde på, derfor vil folk gerne mødes mange gange om ugen, for at være sammen og dyrke de sociale kontakter, som man nu engang har. Desuden er det jo positivt at blive set i kirkens interesser, for så viser man jo, at man er kristen. Det er ikke for at lyde hård eller negativt, at jeg skriver, som jeg gør, men det er ærligt det, som jeg har observeret.  Til gengæld er der jo også det positive i det, at man som menighed får set hinanden mere i øjnene, og sammen kan styrke hinanden i troen.  Det har i hvert fald inspireret mig meget, at se den måde at være menighed på.

På besøg:

I den første weekend i marts var vi så heldige, at vi fik mulighed for, at bo hos nogle nigerianske familier. Så os volontører blev fordelt mellem tre familier. Jeg fik lov til at bo hos en meget sød familie i Jimetra i et beboelsesområde kaldet ”Karewa”. Manden i familien arbejde i et firma, der producerer frugtjuice til hele Nigeria, så det var en familie, som ikke kom fra den allerfattigste samfundsgruppe. Det var dejligt at bo hos dem, fordi de på grund af deres samfundsklasse ikke havde en masse forventninger til os, bare fordi vi er ”baturies” (Et hausa ord, der beskriver, at vi er mennesker fra Europa eller USA). Det var afslappende, og for en gangs skyld kunne vi have strøm næsten alle døgnets 24 timer, fordi familien havde en generator, som de tændte, når der ikke var ”nepa” (Et hausa ord, der betyder strøm). Mig og de to andre volontører, som jeg boede med, fik mange gode snakke med familien, og igennem dem kunne vi lærer mere om Nigeria, og det var interessant at udvide vores billede af, hvordan Nigeria hænger sammen. Dog var der en lidt vanskelig ting, for hver morgen kl. 6.00 holdt familien en morgenandagt. Men heldigvis fik vi lov til at gå ind og sove igen bagefter, og så var det ikke så slemt alligevel. Det er en weekend, som jeg i langt tid fremover vil mindes med en stor glæde!

Three Sister Rock:

Lørdag i denne weekend havde vi besluttet os for, at vi ville tage ud til tre små bjerge, kaldet ”Three Sister Rock”, der ligger 1,5 times kørsel fra Yola. Det sjove ved disse tre små bjerge er, at de ligger i et område hvor der ellers er totalt fladt. Vi ville bestige det mindste af dem, og helst inden at middagssolen for alvor slog ind. Efter imellem 20 – 30 minutters hvor vi havde klatret op af bjerget, nåede vi toppen med sveden piblende ned af os. Der var en utroligt smuk udsigt ud over den afrikanske savanne på den ene side og en by på den anden side.  Lige pludselig virkede Nigerias natur storslået, og det var en ny og overvældende oplevelse. Vi sad på toppen og nød vores frokost, hvorefter at vi klatrede ned af det lille bjerg bagefter.

Som man forhåbentlig kan læse ud af min blog, er jeg fortsat rigtig glad for at være i Nigeria. Jeg føler mig meget privilegeret og taknemmelig at have muligheden for at opleve et land og en kultur, som er så langt væk, fra den kultur jeg selv kommer fra. Jeg er stadig efter 1,5 måned i Nigeria ved rigtig godt mod, og jeg nyder hver en dag.                                                   

Skole, solnedgang, slanger, NEPA og trafik.

Tiden flyver afsted, og endnu en uge er gået i Nigeria.

I løbet af ugen er mine arbejdsopgaver på katedralskolen blevet ændret, fordi jeg ikke følte mig helt tilpas med de opgaver, som jeg havde taget på mig. Jeg kunne mærke, at jeg manglede et fag, hvor jeg kunne give eleverne på skolen nærvær, for det havde været en af mine mål hjemmefra. Det har medført, at jeg i stedet for at undervise specialklassen i samfundsfag, nu skal undervise børnehaven og børnehaveklassen i musik. Og så er der blevet oprettet to nye fag i specielklassen, som hedder ”Creative english” og ”Creative math”. Her er det meningen at eleverne skal lære engelsk og matematik på kreative måder i stedet for den normale tavleundervisning. Til gengæld er jeg kun med på sidelinjen i den normale engelskundervisning i klassen, så jeg ikke får for mange timer på skolen. Det er nogle arbejdsopgaver som jeg kan mærke, at jeg brænder meget for! I musikklasserne er mine mål, for det første at aktivere børnene, da der ellers kun er en lærer / pædagog til hver klasse, og at det for en person kan være svært at aktivere 30 børn på 2 - 4 år fire timer dagligt, fem dage om ugen. Mit andet mål med musikundervisningen er, at jeg forhåbentlig kan give børnene nogle bedre engelskkundskaber gennem teksterne og gennem legene, som de kan bruge i deres senere skolegang. Allerede efter min første dag med musikundervisning kan jeg mærke glæden hos børnene, og det giver mig mod på mine nye opgaver.

Fredag blev vi introduceret for de børneprojekter, som vi skal lave hver fredag eftermiddag her på Mbamba. Først så vi fulanerskolen, som ligger lidt væk fra resten af kompounden. Fulanerne er et muslimsk stammefolk, som lever af at vogte kvæg, men de fulanere som bor på skolen er konveneret fra islam til kristendommen. Det giver dem en status i deres samfund som fredløse, og derfor for de en ny chance på skolen. Her er det meningen af nogle af os volontører skal lege, lave sport og lave aktiviteter for børnene på skolen samtidig med at de bliver knyttet sammen med andre børn på Mbamba. Det andet projekt foregår i en lille meget fattig landsby (kaldet Mbamba Out), der ligger lige overfor vores kompound. Her skal vi lege med børnene og engang imellem lave mad til dem. Da vi havde set landsbyen og havde mødt nogle af landsbyens børn, gik vi os en lille tur ud på den afrikanske slette. Jeg gik lidt for mig selv med en masse børn, som sang, klappede rytmer og dansede. Imens at jeg hørte på denne skønne musik, så jeg den flotteste afrikanske solnedgang – det var en meget smuk og rørene oplevelse, som ville være i mine erindringer i lang tid fremover!  

Ellers vil jeg gerne bruge resten af min blog på at fortælle om nogle de ting, som hverdagen byder på, når man bor i Nigeria:

Vi har alle sammen stiftet bekendtskaber med en masse krybdyr bl.a. firben, flagermus, tudser i toilettet, edderkopper der bider og ikke mindst en enkelt slange, som besøgte os en aften i denne uge. Det var højst sandsynlig en kobraslange, som er en af de tre giftigste slanger i verden. Heldigvis skete der ikke noget med nogle af os, og slangen fik stille og roligt lov til at krybe sin vej igen. Det resulterede i, at vi hele formiddagen efter gik rundt om huset og fejede, så der kom til at lugte af mennesker, for den lugt kan slanger ikke lide, og forhåbentlig holder de sig så mere på afstand.

En anden ting som fylder i hverdagen hernede er, hvornår ”NEPA” kommer. ”NEPA”, som er et ord på hausa, betyder i virkeligheden strøm, og man kan absolut ikke regne med, hvornår der bliver sendt strøm til området. Vi har en lille rød lampe i vores stue, som lyser, når der kommer strøm, og ligeså straks den lyser, ser man alle ti volontører sætte alt til opladning samt tænde for de faner, som vi har installeret på alle værelser i huset, så vi på en eller anden måde kan forsøge at blive kølet ned. For man kan ikke engang kalde det vand som vi har i vores vandtank for afkølende, da solen helt naturligt for opvarmet vandet i løbet af dagen.  

En ting som jeg også bliver nødt til at nævne er trafikken hernede, for den er noget anderledes end i Danmark! Der findes kun en regel, og den hedder at man ikke er bange for sit eget liv hernede. Det er næsten værre hvis der sker en materielskade i stedet for personskade. Der er ikke nogle vejbaner, og hvis man vil overhale (og det er ligegyldigt om man gør det venstre – eller højre om – det kan også ske at man vil overhale imellem to biler!) så dytter man bare og trykker speederen i bund. Udover det er der heller ikke nogle regler om, hvor mange mennesker man må være i en bil eller på en scooter. Der kan snildt være 2 børn og 2 voksne på en scooter, og i kassebiler har jeg talt op til 16 mennesker. Sidst men ikke mindst er der heller ikke nogle regler om, hvad, hvor meget og hvordan man transporterer ting hernede. Jeg har set biler, som kun har kørt på tre hjul, fordi de har været så godt læssede. Jeg har set små lastbiler, som har været stablet op med tungt brænde, som har rakt langt op over førersædet, men alligevel så sidder der alligevel tre mænd øverst oppe på - for mig at se - et ret ustabil læs brænde. På scooterne har jeg set hvordan man kan transportere geder, høns, gryder, dobbeltmadrasser eller også kan man binde en bil fast i et stykke reb, hvorefter scooteren kan trække den. Ja trafikken hernede er ikke for sarte sjæle, og jeg må indrømme, at jeg er glad for, at jeg ikke skal sætte mig ind bag et ret!

Jeg nyder, at hverdagen har indfundet sig, og at jeg allerede nu har lært så mange nye mennesker at kende, derfor kan jeg med ro i sindet sige, at jeg er fuld af forventning for fremtiden!

Ugen hvor arbejdet begynder!

Der er gået en uge mere i Nigeria, og lige så stille og roligt er hverdagen ved at falde på plads.  

Det har været en uge, hvor vi har brugt tid på at forberede og opstarte vores primære arbejdsopgaver hernede. I mandags havde vi møde med Alex og vores nigerianske medarbejder Bakan i vores små arbejdsgrupper. Vi fik defineret hvad vores arbejdsopgaver skulle bestå af, og vi fik snakket om deres - og vores forventninger til jobbet hernede. Tirsdag så jeg for første gang den skole (katedralskolen i Jimetra), hvor jeg skal undervise i de næste 4 måneder. Jeg og de 2 andre piger, som jeg skal arbejde sammen med, havde hver 15 børn hængene i vores arme, imens vi fik en kort rundvisning på skolen. Det var enormt rørende!  Der er ingen tvivl om, at eleverne på denne skole gerne vil lære, og at de gerne vil have nærvær, så det håber jeg, at jeg kan være med til at give dem, i den tid jeg er her. Mødet med rektoren på skolen blev rykket til dagen efter, idet at en dansk efterskole spillede volleyballkamp mod katedralskolens hold, så vi ville ikke forstyrre eleverne mere end højst nødvendigt! Men dagen efter blev det helt klart, hvad vores arbejde på skolen kommer til at bestå af. Jeg skal have specialundervisning i engelsk og samfundsfag, og når der er tid til overs vil jeg gerne et smut ned i børnehaven og børnehaveklassen på skolen. Mine to specialundervisningsfag hænger sammen på den måde, at hvis man ikke kan læse engelsk, har man også svært ved at følge med i samfundsfag, fordi bøgerne er på engelsk. Jeg er helt sikker på, at det bliver en udfordring for mig, men jeg glæder mig til at tage den udfordring op! Torsdag var så vores første rigtige arbejdsdag hernede. Men alt begyndelse er svært, og det var absolut en udfordring at møde på arbejde den første dag. Tingene gik ikke lige, som vi havde regnet med, fordi vores skemaer ikke helt var på plads og vi manglede et klasselokale. Men så er det godt at vi kan improvisere, derfor gik vi ind i to klasser, hvor lærerne ikke var mødt op, og der fik vi lært nogle af børnene at kende. Bare det at lære eleverne at kende var dejligt! Vi besøgte også nursery klasserne, men det var som alt andet også meget anderledes end i Danmark. Det var dog interessant at se, hvordan disse aldersgrupper bliver behandlet hernede – der er meget mere skolegang over det hernede end der er derhjemme. Sidst men ikke mindst sluttede arbejdsdagen af med et møde til med rektoren, hvor vi skulle have nogle aftaler på plads til på mandag, så vi forhåbentlig så småt kan komme i gang med specialundervisningen. Fredag havde vi vores ugentlige fællesmøde med Alex og Mette. Det var rigtig godt at få evalueret vores første arbejdsdag, for den havde vist for os alle været noget anderledes end vi havde regnet med! Ellers forløb eftermiddagen med at lege med en masse børn ude foran huset, så det var rigtig sjovt og underholdende! Lørdag hentede jeg min første afrikanske kjole hos skrædderen! Det er dejligt at have noget fint tøj til gudstjenesten eller andre festlige lejligheder, og så er det også hyggeligt at have noget af det tøj, som alle andre går rundt i hernede! Til middag kørte vi alle til ”ABTI” (det amerikanske universitet i Nigeria). Det var rigtig skønt. Man kørte ind bag en mur, og pludselig føltes det som om, at man var i Vesten. Normalt får vi en masse opmærksomhed, alle de steder vi kommer, fordi vi er ”Baturies” (Det betyder ”hvid mand” på stammesproget Hausa), men her kunne vi få en lille pause fra al opmærksomheden. Vi blev kølet af i swimmingpoolen på området, og så kunne vi få noget mad, som mindede lidt om vestligt mad. Vi var alle så fyldte af en masse indtryk, så det var rart lige at få en pause fra nye indtryk, og i stedet få tid til bare at slappe af, det nød vi alle meget.

Efter næsten 14 dage hernede er der et udtryk, som jeg simpelthen bliver nødt til at forklare, og som beskriver rigtig meget omkring livet i Nigeria. Udtrykket hedder ”DEA” (Dis es Africa som nigerianerne vil udtale det). Nogle gange bliver man nødt til at væbne sig med en utrolig tålmodighed (hvilket jeg til tider kan have enormt svært ved), før at man faktisk ser at der sker noget aktivt i nogle givne situationer. Som eksempel på dette kan jeg beskrive en episode på vores ABTI – besøg: Da vi var færdige med at være der, skulle vi betale for mad og drikke i receptionen. Alle vores bestillinger var skrevet ned på en masse forskellige sedler, og det var først, da vi skulle betale, at bestillingerne skulle skrives ind på en samlet seddel på computeren, derfor tog det tre kvarter til en time, før vi alle havde betalt vores regninger og kunne tage hjem. I sådan en situation må vi bare sige til os selv: ”DEA”. Et andet eksempelvis på begrebet, kan beskrives i følgende situation: Vi var ude at køre for at skulle handle, og pludselig så vi to personer komme kørende på en meget lille scooter. Men ikke nok med det, så har den bagerste person lige en dobbeltmadras på hovedet. Når man ser sådan noget, kan det også kun beskrives med ”DEA”.

Meget kort har jeg lige lyst til at nævne to ting, som ellers er sket i den forgangne uge. Tirsdag aften havde vi kulturel aften. Det gik ud på at Bakan havde inviteret 5 kvinder fra katedralen i Jimetra. De lavede nigeriansk aftensmad til os, og vi skulle så lave en dansk dessert (pandekager), fordi nigerianere ikke rigtigt kender til begrebet dessert. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor der blev leget margretheskål, sunget på dansk og nigeriansk og danset til afrikanske rytmer! Søndag fik vi et kæmpe ønske opfyldt, nemlig at få levende høns her i huset. De to drenge har bygget et rigtig fint hønsehus, så nu har vi 4 høns, som forhåbentlig i fremtiden bliver til nogle rigtig gode middage, og som forhåbentlig også giver os en masse æg. Det er bare rigtig skønt!  

Det var vist noget af en smøre for denne gang, men vi får nye indtryk ind hele tiden. Til tider kan det føles meget overvældende, men samtidig fyldes jeg med en stor taknemmelighed, fordi lige netop jeg får lov til at opleve så mange fantastiske ting!