Halvvejsopdatering!

Endnu engang er det blevet tid til et blogindlæg om mit liv og min hverdag i Nigeria. Tiden går så hurtigt, og det overrasker mig, at jeg snart har været her halvdelen af den tid, som jeg skal være her i! Jeg er fyldt af en masse indtryk, oplevelser og følelser, som kan være svært at skrive ned og give udtryk for, men jeg håber alligevel at mit blogindlæg kan give et lille indblik i mit liv hernede.

Arbejde:

Som altid er der en ny opdatering omkring mit arbejde hernede, og idet at jeg er med i et pilotprojekt, kan man ikke undgå at der sker forandringer hele tiden. Det er noget, som jeg tager som en udfordring og noget, som jeg lærer rigtig meget af!

I hele april måned er skolerne lukket, fordi der er præsidentvalg i Nigeria. Det har også betydet at jeg og alle de andre volontører har måttet ændre vores arbejdsopgaver for april måned, da vi ikke kan fortsætte vores almindelige arbejde med undervisning. For mig har det medført at hele april måned står i musikkens tegn. Jeg har heldigvis stadig kunne få lov til at arbejde gennem katedralskolen, hvor vi (mig og de to andre volontører som jeg arbejder sammen med) tilbyder undervisning i ferien. Det er selvfølgelig frivilligt om eleverne har lyst til at komme, men det virker til at interessen er stor! Det må siges at være noget anderledes end i Danmark, hvor jeg ikke tror at der vil være mange elever, som frivilligt ville komme i skole i deres ferier. Jeg er rigtig glad for at arbejdet kan fortsætte på katedralskolen, da jeg kender stedet og kender børnene, og det gør, at undervisningen forhåbentlig kan gøre mere gavn, fordi børnene og jeg er trygge ved omgivelserne og forhåbentlig er vi også tillidsfulde overfor hinanden. Jeg skal undervise i solosang, og soloklaver to dage om ugen. To dage om ugen skal jeg undervise i kor/ band, og to timer om ugen skal jeg undervise koret og bandet i musikteori. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med det nye arbejde, og jeg håber at den næste måned må blive en måned med en masse smil og glæde hos eleverne.

Ellers fortsætter jeg også min computerundervisning her på BLS (Brønnum Lutheran Seminary) og fortsætter mit arbejde i landsbyen Mbamba Out om fredagen sammen med de andre volontører!

Ganye:

Sidste weekend tog alle ti volontører, Alex (missionær her på compounden sammen med sin kone Mette) og vores nigerianske medarbejder Bakan, mod Bakans hjemby Ganye, der ligger sydvest for Yola. Her skulle vi vises rundt i Bakans barndomsby, og lørdag skulle vi til bryllup hos en af de studerende på BLS i byen. Vores planer blev dog ændret, da vi fandt ud af at brylluppet slet ikke var i byen, men i stedet et helt andet sted. Heldigvis nåede vi at gå en tur i byen fredag aften, hvor Bakan sammen med sin forlovede og sin barndomsven viste os rundt. Vi så byens store moské, der er en meget overdådig bygning, og så en lille smule af den indre del af byen. Lørdag pakkede vi vores ting sammen, og før vi kørte mod brylluppet, tog vi på høflighedsvisit hos Bakans familie og hos biskoppen i Ganye. Det er en del af den nigerianske kultur, at man ganske kort tager på besøg hos nogle af de mennesker som man på den ene eller anden måde har en fjern tilknytning til, før at man tager afsted, og det var ganske hyggeligt at besøge Bakans familie og ærkebiskoppen.

Efter at have forladt Ganye og en køretur på over to timer nærmede vi os det nigerianske bryllup. Vi havde troet, at vi skulle til et stor by bryllup, men der tog vi fejl. Det sidste stykke før vi nærmede os brylluppet var på nogle meget ufremkommelige veje. Det var faktisk lige før vi ikke kunne komme ud til den lille landsby, fordi en af bilerne ikke kunne klare terrænet, men efter at passagererne var gået ud af bilen og i stedet gik mod landsbyen, klarede den lige skærene. Brylluppet skulle foregå i en ganske lille landsby, som kun bestod af en masse lerhytter, så det var en stor oplevelse for mig. Faktisk havde vi, før vi kom til landsbyen, allerede kørt igennem to andre små landsbyer, og vi troede ikke vi kunne komme længere ud på landet, men det viste sig at være mulig. Kirken i byen var en ganske lille og simpel bygning midt i byen, men det lagde jeg knapt mærke til p. g. a. alle de mennesker som stod ved kirken i deres allerflotteste tøj. Vi blev vist ind på nogle af de forreste pladser, og derefter begyndte brylluppet. Først startede musikken, som jeg vil beskrive som reggae – lovsang. Derefter kom alle de mange brudesvende ind efterfulgt af brudgommen, alle dansede helt vildt og var rigtig glade! Så var det blevet brudepigernes tur, de dansede også, og de var ligesom brudesvendene efterfulgt af bruden, der ikke som jeg forventede kom gående smukt op af gangen, men i stedet var den af dem alle der dansede allermest. Det var rigtig festligt og livligt at hele kirken dansede og var glade på brudeparrets vegne. Da brudeparret var blevet gift, var der forskellige grupper fra kirken, der optrådte for dem med sang og dans. Under hele gudstjenesten og til den efterfølgende fest gik de indbudte gæster hen til brudeparret og kastede penge ud over dem, for at ønske dem et velsignet ægteskab. Selv oplevede jeg også at vi fik kastet penge ud over os, da vi skulle give brudeparret deres gave. Det var en noget mærkelig men også meget sjov oplevelse. Nogle få af os fik også klistret penge fast til panden, som de fik til at side fast, fordi vi svedte så meget, det var i hvert fald sjovt og underholdende, og jeg tror faktisk godt jeg ville kunne vænne mig til at få kastet penge ud over mig, hvis jeg vidste, at det var penge, som jeg kunne beholde. Det var dejligt og livgivende at få lov til at være med til et så festligt nigeriansk bryllup, hvor det virkelig er en fest og glæde at blive gift med hinanden!

Yankeri:

I denne weekend har vi været en tur til den eneste rigtige turistattraktion i Nigeria. Det er en naturpark kaldet Yankeri. Efter at vi have fået vores værelser (hvor der var aircondition, det er vi ellers ikke vant til!), fandt vi meget hurtigt ned til ”Wiki warmspring”. Den smukke natur nede ved kilden overvældede mig. Vandet var for det første helt gennemsigtigt og blåt. For enden af kilden var der en høj klippe, og på den modsatte side af trappen ned til kilden, var der den smukkeste grønne og frodige skov. Vi er slet ikke vant til at se noget frodigt natur, fordi det er den tørre årstid i Nigeria, så det var dejligt og forfriskende at se noget, der var så frodigt! Vandet var kropstemperatur, og det var skønt at kunne blive kølet lidt ned!  

Noget som er kendetegnede for Yankeri er, at bavianerne kommer rigtig tæt på de hytter, som man bor i, fordi de ved at der muligvis er mad at finde. Derfor oplevede jeg sammen med to andre volontører, at vi forsøgte at låse vores dør til værelset op, og pludselig stod der en stor bavian lige bag os, som ventede på at kunne komme med ind på vores værelse for at finde mad. Vi fik et kæmpe chok og vi løb, alt hvad vi kunne hen til vores chauffør Bulus, fordi han kunne skræmme den væk. Bavianerne har ingen respekt for kvinder, så Bulus kastede et par sten efter den – ellers er det kun slangebøsser som de respekterer. En lidt ubehagelig oplevelse da bavianerne godt kan blive lidt aggressive, hvis de tror at man har noget mad, som de gerne ville have. To af de andre volontører oplevede også, at en bavian kom ind på deres værelse, så de fik sig noget af en overraskelse!

Lørdagen stod på badning i kilden og en safari tur! Da vi var 13 mennesker måtte vi leje to biler, desværre var jeg ikke i den heldige bil. Dem i den anden bil var så heldige at se elefanter forholdsvist tæt på – lidt misundelsesværdigt må jeg indrømme! I stedet så jeg vandbukke, aber, bavianer, krokodiller og et dyr der lignede en hjord med et meget aflangt ansigt, desværre kender jeg ikke navnet.

Søndag morgen kl. 6 var jeg ude at bade i kilderne igen sammen med de morgenfriske volontører. Vi måtte dog skræmme bavianerne væk fra kilden, fordi de ellers højst sandsynligt ville begynde at stjæle vores ting. Vi skulle også lige på en sidste safari, da vi kunne være heldige at se elefanter, men heldet var ikke med os, til gengæld fik vi nydt den afrikanske savanne. Det var stadig en god afslutning på en rigtig dejlig weekend, som vi alle har nydt rigtig meget.

Hvis man er i tvivl, så har jeg det rigtig godt. Jeg nyder alle de oplevelser, som jeg får lov til at være en del af, og jeg nyder også, at hvis jeg møder modgang så er det en modgang, som jeg kan lære noget af. Der er en masse udfordringer ved at være i et så anderledes land end Danmark både på godt og ondt, og det hele er noget, som jeg kan tage med mig i bagage fremover. Der er også ved at være opbygget nogle savn til Danmark, savn til venner og familie og savn til hverdagen, men jeg finder en stor tryghed i, at jeg får lov til at opleve alt det, når jeg kommer tilbage til Danmark. Hernede får jeg så meget andet, jeg oplever glæden i hverdagen på en helt ny måde, for selvom Nigeria er et land med mange problemer, så er befolkningen et af de gladeste mennesker i verden. Det tror jeg nu, der kan være nogle forskellige grunde til, og det hele er ikke kun positivt, men det er dejligt at blive mødt med smil og varme uanset, hvor jeg går hen. Jeg oplever at kirken er et stærk fællesskab og jeg oplever at taknemmeligheden kan findes i de helt små ting, som man gør! Der er så meget, som berører mig dybt, og det er der, hvor det at volontør virkelig kommer til at betyde noget!     

En masse oplevelser rigere!

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg lagde et blogindlæg ind sidst, men desværre har vi været uden internet hernede i et stykke tid nu. Man lærer at væbne sig med tålmodighed og se glæderne i, at det at gå på internettet ikke længere er en overspringshandling men et privilegium, når man er i Nigeria.

Eftersom at det er et stykke tid siden, at jeg har skrevet om mit liv hernede, vil denne blogs længde nok virke uoverkommelig, men jeg håber at I alligevel vil finde det spændende at læse om mine oplevelser og erfaringer ved at bo i Nigeria!

Arbejdet:

Min hovedopgave er stadig arbejdet på katedralskolen i Jimetra. Der er dog kommet en arbejdsopgave mere. For udover arbejdet i nursery – klasserne, hvor jeg underviser i musik, og undervisningen i specialklassen i kreativt engelsk og kreativt matematik, er jeg så privilegeret, at der blev mulighed for at jeg kunne undervise specialklassen i musik, både i praktisk brug og i teori, og den udfordring er jeg meget taknemmelig for. Det er dejligt at få lov til at undervise i noget, som jeg selv har en stor passion for og glæde over, og indtil videre virker eleverne til at være rigtig glade for det ekstra fag i skemaet.

I næste uge begynder jeg to eftermiddage om ugen at undervise på BLS (Brønnum lutheran Seminary: Præsteskolen, der ligger på vores compound). Her skal jeg undervise de præstestuderende i computerbrug. Selvom jeg ikke ser mig selv som den store mester, når det handler om at bruge en computer, er der helt klart behov for, at de studerende får undervisning i, hvordan man kan søge information på nettet, og hvordan man bruger Microsoft Word, så de kan lave deres opgaver på computere i stedet for i hånden. Selv synes jeg, at det bliver spændende at starte arbejdet op, og se hvor langt vi kan nå at komme på 2,5 måned!

Convention:

I slutningen af februar havde LCCN (Lutheran Church of Christ in Nigeria) deres årlige kongres, og selvfølgelig skulle vi med både lørdag og søndag af stævnet. Lørdag tog vi derud for at se pladsen, hvor det hele foregik. Det var både fascinerende og noget anderledes, at så mange mennesker (ca. 25.000 – 30.000) kunne bo på en græsmark uden rigtige telte, uden ordentlige toiletforhold og uden alt muligt andet, som vi tager som en selvfølge i Danmark. Det var i hvert fald anderledes end et årsmøde, som vi kender til det fra Danmark. Til gengæld er det også det, som fascinerer mig. For de forskellige familier kommer til kongressen med nogle ganske få ting, ligger deres sovemåtte ud på jorden, sætter deres sejl op, så de har en skyggeplads, og så lever de uden problemer på det lille kvadrat i mange dage, mens convention står på. Vores nigerianske medarbejder, Bakan, viste os rundt på pladsen og introducerede os bl.a. for retten stegt græshoppe! Rent personligt synes jeg, at smagen af græshoppe ikke er den værste, til gengæld var skallen fra den noget svært at synke, men efter lidt tid var græshoppen spist med skal og hoved, og det var i hvert fald en god kulturelt oplevelse!

Søndag skulle vi igen ud på convention for at deltage i gudstjenesten, som blev afholdt. Den startede kl. 8.00 og sluttede igen kl. 13.15 og ikke mindst var den på hausa, så der var ikke meget der skete, som jeg forstod. Selvom jeg må indrømme at min tålmodighed blev sat på en prøve, var det alligevel en festlig gudstjeneste, hvor bl.a. en biskop skulle indvies til embedet, og det er ikke lige hver dag, at det sker. Ellers blev hele gudstjenesten startet ved en stor parade. Boys brigade (drengespejderen) førte an, men også womens fellowship, kor, præster, præster, der skulle ordineres, biskopper og ærkebiskoppen gik med. Det var et utroligt smukt syn, da de ankom til pladsen, hvor gudstjenesten skulle holdes. Under gudstjenesten var vi også så heldige, at vi fik en smagsprøve på korsangen, og det var en oplevelse!

Fritidsinteresser i Jimetra:

For en uges tid siden var vi blevet inviteret ind til katedralen i Jimetra. Her havde vi mulighed for at se, hvad de forskellige grene af kirken lavede, og vi fik mulighed for at se, om nogle af tingene var noget, som vi muligvis ville engagere os i. Vi så både Girls Brigade og Boys Brigade øve til parade. Hos Boys Brigade blev vi bedt om, at gå med i deres parade, men det så slet ikke lige så yndefuldt ud, som når spejderne gør det hernede. Vi mødtes også med gospelsingers, womens fellowship og deres klassiske kor i kirken. Det var interessant, sjovt og lærerigt at se, hvordan en kirke i Nigeria fungerer. For ligesom alt andet hernede er det meget forskelligt fra Danmark. For det første så bruger man meget af sin fritid omkring sin kirkes aktiviteter, derved bliver man også meget engageret i sin menighed. For det andet mødes man nogle gange om ugen i de forskellige grupper. Udfra min opfattelse er der flere årsager til dette. Den mest åbenlyse og positive grund er selvfølgelig, at man gerne vil være en del af den kirke, som man kommer i. Men udover det har Nigeria ikke så mange forskellige fritidsinteresser at byde på, derfor vil folk gerne mødes mange gange om ugen, for at være sammen og dyrke de sociale kontakter, som man nu engang har. Desuden er det jo positivt at blive set i kirkens interesser, for så viser man jo, at man er kristen. Det er ikke for at lyde hård eller negativt, at jeg skriver, som jeg gør, men det er ærligt det, som jeg har observeret.  Til gengæld er der jo også det positive i det, at man som menighed får set hinanden mere i øjnene, og sammen kan styrke hinanden i troen.  Det har i hvert fald inspireret mig meget, at se den måde at være menighed på.

På besøg:

I den første weekend i marts var vi så heldige, at vi fik mulighed for, at bo hos nogle nigerianske familier. Så os volontører blev fordelt mellem tre familier. Jeg fik lov til at bo hos en meget sød familie i Jimetra i et beboelsesområde kaldet ”Karewa”. Manden i familien arbejde i et firma, der producerer frugtjuice til hele Nigeria, så det var en familie, som ikke kom fra den allerfattigste samfundsgruppe. Det var dejligt at bo hos dem, fordi de på grund af deres samfundsklasse ikke havde en masse forventninger til os, bare fordi vi er ”baturies” (Et hausa ord, der beskriver, at vi er mennesker fra Europa eller USA). Det var afslappende, og for en gangs skyld kunne vi have strøm næsten alle døgnets 24 timer, fordi familien havde en generator, som de tændte, når der ikke var ”nepa” (Et hausa ord, der betyder strøm). Mig og de to andre volontører, som jeg boede med, fik mange gode snakke med familien, og igennem dem kunne vi lærer mere om Nigeria, og det var interessant at udvide vores billede af, hvordan Nigeria hænger sammen. Dog var der en lidt vanskelig ting, for hver morgen kl. 6.00 holdt familien en morgenandagt. Men heldigvis fik vi lov til at gå ind og sove igen bagefter, og så var det ikke så slemt alligevel. Det er en weekend, som jeg i langt tid fremover vil mindes med en stor glæde!

Three Sister Rock:

Lørdag i denne weekend havde vi besluttet os for, at vi ville tage ud til tre små bjerge, kaldet ”Three Sister Rock”, der ligger 1,5 times kørsel fra Yola. Det sjove ved disse tre små bjerge er, at de ligger i et område hvor der ellers er totalt fladt. Vi ville bestige det mindste af dem, og helst inden at middagssolen for alvor slog ind. Efter imellem 20 – 30 minutters hvor vi havde klatret op af bjerget, nåede vi toppen med sveden piblende ned af os. Der var en utroligt smuk udsigt ud over den afrikanske savanne på den ene side og en by på den anden side.  Lige pludselig virkede Nigerias natur storslået, og det var en ny og overvældende oplevelse. Vi sad på toppen og nød vores frokost, hvorefter at vi klatrede ned af det lille bjerg bagefter.

Som man forhåbentlig kan læse ud af min blog, er jeg fortsat rigtig glad for at være i Nigeria. Jeg føler mig meget privilegeret og taknemmelig at have muligheden for at opleve et land og en kultur, som er så langt væk, fra den kultur jeg selv kommer fra. Jeg er stadig efter 1,5 måned i Nigeria ved rigtig godt mod, og jeg nyder hver en dag.